Modeller til Velfærdsdanmark

Danmarks Kunstbiblioteks arkitekturmodeller fortæller bl.a. historien om de fysiske rammer, danskernes liv udfoldede sig i, i årene 1945-1975.

Det var temaet for udstillingen "Sådan levede vi" i Rundetårn (23.11.2013-02.02.2014), der viste et udsnit af Danmarks Kunstbiblioteks modeller, suppleret med tegninger og fotografier.

Der er stadig meget tankegods, vi kan lære af i dag. Spørgsmålet er, om vi kan bygge videre på de idealer og værdier, man havde dengang? Og hvilken rolle skal og kan arkitekten og arkitekturen spille i det moderne samfund i det 21. århundrede? Den danske velfærdsmodel er i de seneste år ivrigt blevet debatteret, men midt i de mange politiske diskussioner og reformer er det imidlertid værd at vende blikket mod 1950’erne og 1960’erne, dengang velfærdsstaten var ny og tog form, for at derved at få en bedre forståelse for, hvorfor Danmark ser ud som det gør i dag.

Efterkrigstiden

Efter 2. Verdenskrig oplevede Danmark mangel på en lang række basale goder: boliger, energi, valuta og råvarer til industrien. I modsætning til mange andre lande var Danmark dog sluppet igennem krigen uden store ødelæggelser, hvilket betød, at infrastruktur og produktionsanlæg stort set var intakte. I løbet af 1950’erne fik den danske økonomi det langsomt bedre og bedre, godt hjulpet på vej af Marshall-hjælpen og internationale handelsmuligheder. Danskerne fik nu råd til at gøre noget ved de slidte bykerner med beskidt industri og overfyldte, små lejligheder. Drømmen om et samfund, hvor alle borgere havde lige adgang til de samme sociale goder, til sunde boliger og fritidsanlæg, kunne realiseres.

I den fysiske opbygning af velfærdssamfundet spillede arkitekterne en væsentlig rolle. De påtog sig et socialt ansvar og bidrog til udformningen af de politiske visioner i form af almene boliger af høj arkitektonisk kvalitet. De skabte fritidsanlæg, som f.eks. svømme- og sportshaller samt hoteller og ferieboliger, der gav alle mulighed for at deltage i idrætsaktiviteter eller tage på ferie. De gav form til skoler, der understøttede tidens pædagogiske idealer, og kontor- og produktionsbygninger, der kom til at sætte rammerne for det moderne arbejdsliv. Arkitekterne tog udgangspunkt i det enkelte individs behov, og arkitekturen blev demokratisk.

1960'erne og 70'erne

I løbet af 1960’erne blev de gode arkitektoniske intentioner dog overhalet af virkeligheden i form af en række krav om industrialisering i byggeriet, danskernes kamp for en højere levestandard, en hidtil uset befolkningstilvækst og et stigende forbrug. I 1973 ramte oliekrisen Danmark, og især i byggebranchen blev man opmærksom på en række forhold, der ikke havde været prioriteret i forhold til almindelige mennesker: variation i boligbebyggelserne, mangel på arkitektonisk kvalitet og rummene mellem bygningerne. Det blev et vendepunkt, som udløste en ny form for arkitektur, der med udgangspunkt i ressourceknaphed og energibevidsthed trækker spor frem til i dag.

Følg links herunder for at se mere om udstillingen eller se den lille film herunder fra udstillingen med udstillingsarrangørerne, Jannie Rosenberg Bentsen, Vera Noldus og Danmarks Kunstbiblioteks Claus M. Smidt:

Pressemeddelelse
Udstillingens hjemmeside
Anmeldelse ved Karsten Ifversen i Politiken 27. november 2013