Huse der har formet os
- Arkitekturhistorien bag danskernes institutioner og offentlige rum
Udstillingen Huse der har formet os har et dobbelt formål: Dels at dokumentere og uddybe den arkitektoniske baggrund for udbygningen af danskernes institutioner og offentlige rum med vægt på de seneste århundreders historie og velfærdssamfundets udvikling, dels at gøre vigtige dele af Danmarks Kunstbiblioteks samlinger af arkitekturtegninger, akvareller, fotografier og modeller tilgængelige for en større dansk og international offentlighed, der ellers ikke ville have mulighed for at se og opleve disse materialer.
Udgangspunktet er sammenhængen mellem de forskellige institutioners arkitektur, udformning og indretning, de bagvedliggende intentioner, skitser og tegninger og den efterfølgende brug, som søges belyst ved at vise kendte og ikke mindst ukendte eksempler fra bibliotekets samlinger i en større og udadvendt sammenhæng.
Udstillingen kunne have fokuseret på de fineste tegninger og akvareller af fremtrædende danske arkitekter, som er repræsenteret i bibliotekets samlinger af arkitekturtegninger, men målet har været et andet, nemlig at udfordre bibliotekets muligheder og søge i hjørnerne, i særsamlinger, fotografier og forretningsarkiver, således at en flerhed af materialer kommer i spil og belyser baggrund og brug så godt som muligt. Der er tilstræbt alsidighed og spredning i forhold til arkivmaterialer, arkitekter, bygningstyper, perioder samt landsdele og lokaliteter. På grund af samlingernes historiske karakter ligger udstillingens hovedvægt på udviklingen i det nittende og tyvende århundrede. Tilsvarende har udvalget været begrænset af de eksempler på byggerier og projekter, der er repræsenteret i biblioteket.
Udstillingen ligger i forlængelse af DRs TV-serie om Huse der former os, som blev optaget og sendt i 2013 og havde som mål at undersøge og i levende billeder vise udviklingen af velfærdssamfundets institutioner med fokus på seks bygningstyper: børnehaver, skoler, biblioteker, hospitaler, fængsler og plejehjem. Denne udstillingens otte emner er bredere defineret og bliver dokumenteret ud fra Danmarks Kunstbiblioteks samlinger og baggrundsmateriale: Undervejs, Skoler, Kulturens Huse, Scener, Administrationens Huse, Magt og Kontrol, Hospitaler og endelig Kroppens Rum.
Udstillingen viser de forskellige bygningstypers storhed og fald, deres opståen og forandringer, deres forskellige brug og bagvedliggende idealer. Særlig dramatiske udviklingshistorier har bygninger fra industrialismes storhedstid som f.eks. jernbanestationer, posthuse og toldkamre, hvoraf en del stadig eksisterer, men hvoraf mange – selv om de i sin tid blev opført som godt håndværk af solide materialer og med århundreders brug for øje – i dag er omdannet til andre formål eller revet ned. Det fornemme tegningsmateriale i Samlingen af Arkitekturtegninger illustrerer også bygningernes betydning på opførelsestidspunktet og kontrasten mellem datidens forestilling om holdbart og varigt byggeri i forhold til nutidens mere midlertidige syn på arkitektur.
Arkitekturtegninger har traditionelt været et vigtigt arbejdsredskab og medie for arkitekter med mangfoldige muligheder: Skitser som del af arbejdsproces, idéudvikling og inspiration, tegninger til præsentation for bygherrer eller i forbindelse med konkurrencer og endelig arbejdstegninger, som kan være uhyre detaljerede og gentage samme elementer og moduler i et byggeri med ganske få variationer. Dertil kommer de mange skitser fra oplevelser og rejser, som typisk har mange kunstneriske kvaliteter. Det samme gælder akvarellen, som raffineredes som præsentationsform af C.F. Hansen allerede i begyndelsen af det nittende århundrede. Denne raffinering fortsatte med akvareller, gouacher og kultegninger i kreativ retning. Kay Fisker og Aage Rafns forslag til stationsbygninger til de bornholmske jernbaner fra de første årtier af det 20. århundrede er eksempler på denne akvarelteknik, hvor man humoristisk kunne tale om ”at opføre en akvarel”. Bl.a. Hack Kampmann og Arne Jacobsen var flittige brugere af akvarelpensler på deres rejser.
Typisk for udviklingen omkring årtusindskiftet har været stigende digitalisering af både tegninger og modeller, ikke bare som arbejdsredskaber, men også som præsentationsformer. Tilsvarende er flere af arkitektursamlingens allerede indgåede tegninger, akvareller, fotografier og modeller under digitalisering og er, efterhånden som processen skrider frem, tilgængelige for et stort publikum, som vil kunne se de mange materialer uafhængigt af tid og sted.
